Citron

Stegt kylling med citron...

Citron

Oprindelse: Citrus limon L.

Citron hører som citrusfrugt til rudefamilien (Rutaceae).

Citrontræet har sit hjemsted i Nordindien og har været dyrket i flere tusinde år i Lilleasien og i Kina. Araberne førte citronen med sig til Nordafrika, og omkring år 1000 kom den til Sydeuropa. Nu dyrkes den i alle verdensdele. I Europa især i Italien, Spanien og Grækenland.

Citrontræet blomstrer næsten hele året og bærer derfor ofte frugter og blomster samtidig. Kun i sommerperioden bærer citrontræet normalt ikke frugt, men ved en særlig dyrkningsteknik, som anvendes i Europa, forsinkes frugtsætningen sådan, at der også i perioden maj-september kan høstes citroner, de såkaldte ”Verdelli”-citroner. Den normale høst af citroner i Middelhavsområdet foregår fra september. De tidlige citroner kaldes her ”Primofiori”.

Citroner har været anvendt til madlavning i Danmark i mange år og indgår på mange måder i desserter, bagværk, marmelader, drikkevarer og sammen med kød og fisk. Både skallen og saften finder anvendelse. Citronen er som de øvrige citrusarter væsentlig i spiritus- og parfumeindustrien.

Betydning for kosten:

Citron hører til de moderat energiholdige frugter. Den har et betydeligt indhold af C-vitamin og et stort indhold af mineralet kalium.

Tip:

Opbevaring og holdbarhed: De ideelle opbevaringsforhold for citroner er ved 11-15°C og 85-90 % relativ fugtighed. Hvis de er umodne, dog ved temperaturer over 14°C.

Gule citroner kan i detailleddet holde sig 1-2 uger ved 11-13°C og under en uge ved 20°C.